Nyt fra Lokalforeningen

50 års jubilæum – 2 dage med fest

DANMARKS VETERANER – KØBENHAVN fejrer 50 år.

Danmarks Veteraner i København markerede sit 50 års jubilæum på selve dagen, den 21. maj, med en reception i foreningslokalerne i bunkeren.

Receptionen blev omtalt under ”Lokalforeningerne” – København i sidste udgave af BARETTEN.

Foreningen var fortsat på hjemmebane i Kastellet ved jubilæumsfesten, der blev afholdt den 15. juni i de dejlige lokaler ved ”Hestestalden”, hvortil 39 gæster og veteraner havde fundet vej for at festligholde jubilæet.

Feststemningen indfandt sig hurtigt efter formand Carsten Cederbyes velkomst, og efter deltagernes indtagelse af ”Store spisesal” blev foreningens flotte, gamle – snart 50 årige – fane ført ind.

Fanen var forsynet med et flot, nyt fanebånd, der vidnede om, at den netop om eftermiddagen med næstformand Per Jensen som glad og stolt fanebærer havde deltaget i Danmarks-samfundets store fejring af DANNEBROGs  800 års fødselsdag.

Festmiddagens hovedret bestod af langtidsstegt kalve tyksteg med demiglace, pommes Anna og asparges. Vinen dertil var 2016 Langhe Rosso DOC, Tenuta Cucco.

I sin festtale oplyste Carsten Cederbye, at 55 tidligere Gaza- og Cypernveteraner afholdt stiftende generalforsamling den 21. maj 1969 på Ryvangens kaserne, og Kurt B. Olsen blev foreningens første formand. Efter ansøgning til Danmarks Samfundet modtog foreningen sin fane i Christiansborg slotskirke på Valdemarsdag en 15. juni 1970.

Foreningen har gennem årene lokalemæssigt ført en omtumlet tilværelse, og formanden nævnte herunder Ryvangens kaserne, Rigensgade kaserne, Østerbrogades kaserne samt DSB hjemmeværnskompagni.

I nogle år var foreningen husvild. I 2010 fik den daværende landsformand Bjarne Hesselbjerg den ide, at vi kunne benytte bunkeren som mødelokale og fik det arrangeret gennem sine forbindelser.

Foreningen har således siden 2010 har fast tilholdssted i disse fantastiske omgivelser.

Kammeratskabet, der var skabt i Gaza og på Cypern, dannede i høj grad grundlaget for De Blå Baretter.

Da Danmark som nation engagerede sig på Balkan, ændrede meget sig, og omstændigheder omkring udsendelserne havde nu en helt anden karakter end, man havde set i Gaza og på Cypern.

Store udfordringer ved soldaternes hjemkomst førte til oprettese af Kammeratstøtteeordningen, der i dag kendes som Veteranstøtten, og hvor mange folk fra Gaza og Cypern sad ved telefonerne, når en veteran havde brug for en snak.

Mange Gaza- og Cypernfolk har engageret sig i veteranhjem og veterancafeer, som senere er komme til.

Også i vor medlemskreds har vi ildsjæle, der har kastet sig ind ofr at hjælpevores udsatte veteraner.

Balkan og de efterfølgende missioner skabte et behov for et samlingssted for disse veteraner, som i første omgang blev optaget som medlemmer i De Blå Baretter, der siden skiftede navn til Danmarks Veteraner.

Det var noget af en revolution, men der var i vores forening et stort flertal for at følge tidens behov.

Hvor står vi så i dag?

Vi er den største lokalforening under Danmarks Veteraner med omkring 450 medlemmer. Vi ser ikke dem alle, når vi gennemfører vore aktiviteter. I den henseende er vi ligesom alle andre foreninger ramt af et stort udbud af aktiviteter, ikke at forglemme hensynet til arbejde og familie.

Men vi er en levende forening, som aktivt deltager i Landsforeningens arrangementer her på Kastellet, men også har vore egne, hvor vi sætter fokus på det kammeratlige samvær.

50 år er lang tid, og formanden nævnte og fremhævede otte medlemmer, som alle har været med fra starten: Leif Ronny Goth, Erik Falsig, Thyge Nielsen, Ebbe Ravn, Hugo Drachmann Strunge, Finn Bachmann Larsen, Steen Børge Buchholtz og Alex Nielsen.

Formanden tildelte Thyge Nielsen 50 års jubilæumsmedaljen, hvorefter der blev udbragt et leve for Danmarks Veteraner – København og foreningens medlemmer.

Kastellets kommandant, major Allan Bo Petersen takkede for det gode samarbejde med foreningen og fremhævede veteranernes indsats i bunkeren under kulturnatten og Kastellets fødselsdag.

Mange gæster får herved øjnene op for eksistensen af bunkeren, der under den kolde krig var en dyb hemmelighed.

Festmiddagen sluttede med rabarbertærte med sorbet og sauce engle. Dessertvinen 2018 Malvasia Doice Emilia Tirelli satte kronen på værket.

En festlig aften sluttede kl. 22.00, da fanen blev ført ud, hvorefter Kastellets porte lukkede sig bag de glade gæster.

Forfatter: Finn Kromose