Nyt fra Lokalforeningen

Siden sidst – Marts 2019

Hver anden torsdag er der som bekendt medlemsmøde i bunkeren. Den 24. januar var der ikke fastsat noget program. Imidlertid var der flere blandt de fremmødte, der besad ”teknisk snilde”, hvilket betød, at computeren kom i gang, og den store skærm blev tilsluttet.

Ud kom der film om ”Den spanske legion”, parade for ”hendes Majestæt Dronning Elisabeth”, indslag fra ”Edinburgh Tattoo”, hvor sækkepibemusikken var fremherskende og ikke mindst vores egen ”Kongelige Livgarde”, der leverede den sædvanlige flotte eksercits, som vi kan lide den.

Filmene var meget forskellige, men alle blev underholdt denne aften, som blev fuldendt, da Per midt i det hele dukkede op med pølser og brød, som i løbet af ”no time” blev gjort klar på grillen. Tak for en hyggelig aften og velbekomme.

Den 7. februar var der igen hygge på programmet. Ved kaffebordet blev de gamle mere eller mindre sandfærdige historier fra missionerne genopfrisket, krydret med lidt moderne dronekrigsførelse, som blev fundet frem på YOUTUBE.

Generalforsamling 2019 løb af stablen den 21. februar i god ro og orden. Fra begyndelsen var der styr på tingene med Søren Henningsen som dirigent og Lars Almar Jensen som referent.

Formanden Carsten Cederbye indledte sin beretning med at mindes de veteraner, der er gået bort siden sidste års generalforsamling, herunder i særlig grad tidligere bestyrelsesmedlem Benny Nielsen, veteran fra Gaza hold 1 samt vores barbestyrer Jesper Smidt, som sov stille ind få dage før generalforsamlingen.

Medlemstallet er p.t 430.

Formanden opridsede de mange arrangementer, der i årets løb har fundet sted på Kastellet og takkede de veteraner, der beredvilligt stiller op, når landsforeningen kalder til samling.

Medlemmerne blev opfordret til at følge med på hjemmesiden samt i den elektroniske del af BARETTEN, idet arrangementer kan være forældede, når bladet cirka tre uger senere udkommer i trykt form.

I samme relation opfordrede formanden til, at hvis man ingen mails får, bør man rette henvendelse til kartoteksføreren Mads Tonsgaard, således at mailadressen kan rettes.

I 2019 fejrer foreningen 50års jubilæum, som markeres med en reception på selve dagen, den 21. maj samt en fest, de afholdes den 15. juni.

I anledning af jubilæet har foreningen ansøgt Danmarkssamfundet om tildeling af en ny fane, som forventes at være klar til jubilæet den 21. maj. Finansiering til udsmykning af fanen m.v. tilvejebringes dels via donation og dels via udstedelse af faneaktier, som sælges i bunkeren. Faneaktierne koster 100,00 kr. pr. styk.

Valg til bestyrelsen blev gennemført uden sværdslag, hvorefter bestyrelsen ved et efterfølgende møde konstituerede sig:

Carsten Cederbye:         Formand.

Erik Kallenbach:             Kasserer, lokalmedlemskartotek, fanebærer FNfanen.

Per Jensen:                       Næstformand, webmaster, fanebærerass./-vagt lokalfanen.

Finn Kromose:                Sekretær, fanebærer lokalfanen, kontaktperson til Torkil Skøt og til Kastellet.

Poul Sloth Jørgensen:    Landsfanebærer ØST.

Thomas L.  Smidt:          Bestyrelsesmedlem, baransvarlig

Leif Goth:                         Bestyrelsesmedlem.

Vor mangeårige barbestyrer Jesper, som døde den 15. februar, blev bisat lørdag den 2. marts fra Skovvejskirken i Ballerup ved en smuk højtidelighed, hvor landsfane ØST samt vor egen fane var til stede, ligesom Jespers politihjemmeværnskompagni, hvor han tidligere var forsyningshjælper, deltog med en fane.

Lørdag den 10. marts gik fire bestyrelsesmedlemmer i gang med at renovere vort gamle barlokale, så det nu fremtræder i en ny og meget mere indbydende form. Øvelsen skulle jo gerne ”lokke husarerne til”, så nogle flere kommer på besøg på mødeaftenerne hveranden torsdag i de lige uger. Søndag fortsatte hele den nyvalgte bestyrelse denne ”handymand-øvelse” og sluttede med det konstituerende møde, hvor de kommende store arrangementer på Kastellet samt foreningens snarlige 50års jubilæum – blandt meget andet – blev ivrigt drøftet.

Med veteranhilsen

Finn Kromose / sekretær